må indrømme jeg først troede denne pind var for teenagere eller folk der var max 20. Må indrømme det ikke giver mening, da operationen herhjemme vist nok kun tilbydes til folk der er fyldt 20
Men ja jeg er vel ung med mine 25 (dog snart 26) somre bag mig. Føler mig dog ikke særlig ung mere. Slet ikke som en i 20'erne.
Efter at have kæmpet med overvægten hele mit liv, har tabt kampen mod den og er endt med en bmi på 40 igen, føler jeg sgu ikke jeg har ungdommens optimisme og glæde.
Jeg isolerer mig selv og er vred på alt og alle. Nok mest mig.
Jeg har haft elevatorvægt lige siden jeg var 7, og nåede at veje ca 100kg som 14-årig da jeg var 1.55 m høj. Da blev jeg præsenteret for Letigen af min velmenende læge, og jeg skal ellers love for, at min vægt bare raslede af mig. Det samme gjorde min forstand desværre også, og det endte med en vægt på 55 kg og en sindstilstand der krævede en indlæggelse. Pillerne gjorde mig simpelthen skør og afhængig af dem. Jeg endte med at tage dem i 3 år on/off.
Da jeg endeligt besluttede at droppe forholdet til Letigen (og de blev taget af markedet, og så var der ikke så meget at rafle om) røg jeg op i vægt men slet ikke som før og jeg formåede at tabe mig i perioder og være ganske slank. (Det skal siges at jeg fandt ny trøst i de hersens therma power som ka købes gennem nettet og som stort set indeholder det samme som Letigen bare ik i samme omfang). Metoderne til at opnå mine slanke faser, kan så diskuteres om hvorvidt de var sunde og velovervejede. Men nu havde jeg jo smagt den "succes" det var at være slank. Så for enhver pris...
Da jeg så mødte min nuværende kæreste, manden jeg virkelig elskede, trådte hård motion og stramme diæter i baggrunden for "hygge" (gåsetegnene fordi det selvfølgelig ikke nødvendigvis er hygge, at æde sig dårlig i slik...) og en lidt mere afslappet tilgang til vægten. Jeg tog 22 kg på i løbet af no time og havde det, i forhold til hvordan jeg før ville have reageret, egentlig ok med det. Jeg var ikke stolt over det, men hvis det var prisen for ikke at være besat af den mad der var forbudt, så ok.
Jeg gik så hen og blev gravid med min kæreste. Det var et rigtig ønskebarn.
Desværre fik jeg mange gener (mavesår, voldsom svimmelhed og generelt ubehag) så motionen var helt udelukket for mig og jeg fik en ubændelig trang til RIGTIG cola...ikke zero eller light. Jeg drak alt for meget i forhold til hvad der er godt for både mor og barn, men dette var så også den eneste last jeg havde under min graviditet. Konsekvensen var, at jeg svulmede op til en rigtig matrone. Jeg tænkte dog ikke så meget på det, da vægtøgningen jo kunne undskyldes med min graviditet. Jeg gemte mig faktisk bag min graviditet. "Jeg må godt, for jeg har en svær graviditet" var ofte min begrundelse overfor mig selv, når jeg satte tænderne i en flødekage skyllet ned med cola.
Da jeg så skulle føde for ca et halvt år siden, gik det helt galt. Min datter var ved at dø inde i min mave, så hun måtte tages ved akut kejsersnit. De tog hende fra mig inden jeg nåede at se hende rigtigt og kørte hende på intensiv, på neonatal afd. på et nærliggende hospital (det hospital jeg "fødte" på, havde ikke noget decideret børnehospital, kun mor/barn afsnit men det var for raske børn). Jeg måtte blive på hospitalet indtil jeg var frisk igen uden at vide hvordan det stod til med min datter.
Set i bakspejlet kan jeg godt tænke mit, om det var pga min overvægt, at det gik helt galt. Men jeg bliver nødt til at stoppe denne tanke hurtigt igen.
Den periode på hospitalet efterfølgende, hvor vi ikke anede om hun ville klare den eller ej, vil stå som det aller allerværste jeg nogesinde har prøvet i mit liv. Jeg turde ikke knytte mig til hende, for tænk hvis hun døde om lidt? Vi turde heller ikke være glade, for når der skete fremskridt, blev det oftest efterfulgt af et tilbageskridt i form af en dårlig besked fra lægen ang. dagens blodprøver f.eks.
Lige pludselig gik det godt og vores lille pige blev stærkere og stærkere for hver dag der gik og vi fik endelig lov til at komme hjem.
Hverdagen var svær. Slet ikke som jeg havde forestillet mig: jeg ville gå lange ture med barnevognen og hunden og hygge om det hele og besøge familie og venner.
Men jeg gik ingen ture. Jeg blev hjemme og isolerede mig med min datter, for jeg turde ikke gå uden for en dør...for tænk hvis der skete noget med hende? I mine øjne var hun stadig svag og sygelig (på trods af lægernes ok! for at hun var blevet fuldstændig sund og rask). Dagene derhjemme kan godt føles lange når man ikke kommer ud, så jeg har fået meget af tiden til at gå med at æde. Æde æde æde! Både for at dulme frygten og smerten og for at få tiden til at gå.
Efter et terapiforløb (som vi stadig deltager i) omkring den depression/angst jeg udviklede i forhold til min datter, er jeg nu her. Jeg har erkendt, at min datter er sund og rask og fuldt udviklet og at hun ikke går i stykker så let.
Men jeg isolerer mig stadig!
Ikke længere pga min datter, men pga min overvægt.
Jeg er så flov. Jeg ønsker ingen skal se mig, ja ikke engang mine forældre. De skal ikke være vidner til, at jeg har tabt kampen mod kiloene.
Jeg orker ikke mere. Har givet helt op. Min vægt bare stiger og stiger.
Derfor føler jeg mig gammel. Jeg føler jeg er blevet gammel på et halvt år.
Denne operation er min sidste udvej.
Jeg står nu og venter på svar fra hospitalet. Sidst blev jeg afvist (da min BMI endnu ikke havde ramt de 40...den stod og svingede lige på kanten af 39 og 40, nu er den næsten på 41).
Må indrømme at jeg synes ventetiden føles uoverskuelig....
Puha.
Undskyld det blev meget længere end jeg havde ventet.
jeg har åbenbart brug for at komme af med det her.
SKynder mig at trykke på Udfør inden jeg fortryder.
Mia.