Tilmeld    Log ind    Forum    Søg    OSS

Boardindeks » Ung og overvægtig




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 
Forfatter besked
 Indlæg : lørdag, 03. maj 2008 00:42 
Offline
Sludrechartol
Sludrechartol
Brugeravatar

Tilmeldt: torsdag, 24. april 2008 02:00
Indlæg: 88
Geografisk sted: Herlev
må indrømme jeg først troede denne pind var for teenagere eller folk der var max 20. Må indrømme det ikke giver mening, da operationen herhjemme vist nok kun tilbydes til folk der er fyldt 20 :-)

Men ja jeg er vel ung med mine 25 (dog snart 26) somre bag mig. Føler mig dog ikke særlig ung mere. Slet ikke som en i 20'erne.

Efter at have kæmpet med overvægten hele mit liv, har tabt kampen mod den og er endt med en bmi på 40 igen, føler jeg sgu ikke jeg har ungdommens optimisme og glæde.
Jeg isolerer mig selv og er vred på alt og alle. Nok mest mig.

Jeg har haft elevatorvægt lige siden jeg var 7, og nåede at veje ca 100kg som 14-årig da jeg var 1.55 m høj. Da blev jeg præsenteret for Letigen af min velmenende læge, og jeg skal ellers love for, at min vægt bare raslede af mig. Det samme gjorde min forstand desværre også, og det endte med en vægt på 55 kg og en sindstilstand der krævede en indlæggelse. Pillerne gjorde mig simpelthen skør og afhængig af dem. Jeg endte med at tage dem i 3 år on/off.
Da jeg endeligt besluttede at droppe forholdet til Letigen (og de blev taget af markedet, og så var der ikke så meget at rafle om) røg jeg op i vægt men slet ikke som før og jeg formåede at tabe mig i perioder og være ganske slank. (Det skal siges at jeg fandt ny trøst i de hersens therma power som ka købes gennem nettet og som stort set indeholder det samme som Letigen bare ik i samme omfang). Metoderne til at opnå mine slanke faser, kan så diskuteres om hvorvidt de var sunde og velovervejede. Men nu havde jeg jo smagt den "succes" det var at være slank. Så for enhver pris...

Da jeg så mødte min nuværende kæreste, manden jeg virkelig elskede, trådte hård motion og stramme diæter i baggrunden for "hygge" (gåsetegnene fordi det selvfølgelig ikke nødvendigvis er hygge, at æde sig dårlig i slik...) og en lidt mere afslappet tilgang til vægten. Jeg tog 22 kg på i løbet af no time og havde det, i forhold til hvordan jeg før ville have reageret, egentlig ok med det. Jeg var ikke stolt over det, men hvis det var prisen for ikke at være besat af den mad der var forbudt, så ok.

Jeg gik så hen og blev gravid med min kæreste. Det var et rigtig ønskebarn.
Desværre fik jeg mange gener (mavesår, voldsom svimmelhed og generelt ubehag) så motionen var helt udelukket for mig og jeg fik en ubændelig trang til RIGTIG cola...ikke zero eller light. Jeg drak alt for meget i forhold til hvad der er godt for både mor og barn, men dette var så også den eneste last jeg havde under min graviditet. Konsekvensen var, at jeg svulmede op til en rigtig matrone. Jeg tænkte dog ikke så meget på det, da vægtøgningen jo kunne undskyldes med min graviditet. Jeg gemte mig faktisk bag min graviditet. "Jeg må godt, for jeg har en svær graviditet" var ofte min begrundelse overfor mig selv, når jeg satte tænderne i en flødekage skyllet ned med cola.

Da jeg så skulle føde for ca et halvt år siden, gik det helt galt. Min datter var ved at dø inde i min mave, så hun måtte tages ved akut kejsersnit. De tog hende fra mig inden jeg nåede at se hende rigtigt og kørte hende på intensiv, på neonatal afd. på et nærliggende hospital (det hospital jeg "fødte" på, havde ikke noget decideret børnehospital, kun mor/barn afsnit men det var for raske børn). Jeg måtte blive på hospitalet indtil jeg var frisk igen uden at vide hvordan det stod til med min datter.
Set i bakspejlet kan jeg godt tænke mit, om det var pga min overvægt, at det gik helt galt. Men jeg bliver nødt til at stoppe denne tanke hurtigt igen.

Den periode på hospitalet efterfølgende, hvor vi ikke anede om hun ville klare den eller ej, vil stå som det aller allerværste jeg nogesinde har prøvet i mit liv. Jeg turde ikke knytte mig til hende, for tænk hvis hun døde om lidt? Vi turde heller ikke være glade, for når der skete fremskridt, blev det oftest efterfulgt af et tilbageskridt i form af en dårlig besked fra lægen ang. dagens blodprøver f.eks.
Lige pludselig gik det godt og vores lille pige blev stærkere og stærkere for hver dag der gik og vi fik endelig lov til at komme hjem.

Hverdagen var svær. Slet ikke som jeg havde forestillet mig: jeg ville gå lange ture med barnevognen og hunden og hygge om det hele og besøge familie og venner.
Men jeg gik ingen ture. Jeg blev hjemme og isolerede mig med min datter, for jeg turde ikke gå uden for en dør...for tænk hvis der skete noget med hende? I mine øjne var hun stadig svag og sygelig (på trods af lægernes ok! for at hun var blevet fuldstændig sund og rask). Dagene derhjemme kan godt føles lange når man ikke kommer ud, så jeg har fået meget af tiden til at gå med at æde. Æde æde æde! Både for at dulme frygten og smerten og for at få tiden til at gå.

Efter et terapiforløb (som vi stadig deltager i) omkring den depression/angst jeg udviklede i forhold til min datter, er jeg nu her. Jeg har erkendt, at min datter er sund og rask og fuldt udviklet og at hun ikke går i stykker så let.
Men jeg isolerer mig stadig!
Ikke længere pga min datter, men pga min overvægt.
Jeg er så flov. Jeg ønsker ingen skal se mig, ja ikke engang mine forældre. De skal ikke være vidner til, at jeg har tabt kampen mod kiloene.
Jeg orker ikke mere. Har givet helt op. Min vægt bare stiger og stiger.

Derfor føler jeg mig gammel. Jeg føler jeg er blevet gammel på et halvt år.

Denne operation er min sidste udvej.

Jeg står nu og venter på svar fra hospitalet. Sidst blev jeg afvist (da min BMI endnu ikke havde ramt de 40...den stod og svingede lige på kanten af 39 og 40, nu er den næsten på 41).
Må indrømme at jeg synes ventetiden føles uoverskuelig....

Puha.

Undskyld det blev meget længere end jeg havde ventet.

jeg har åbenbart brug for at komme af med det her.

SKynder mig at trykke på Udfør inden jeg fortryder.


Mia.


Top 
 Profil  
 
 Titel:
 Indlæg : lørdag, 03. maj 2008 08:28 
Offline
Superbruger
Superbruger
Brugeravatar

Tilmeldt: søndag, 28. maj 2006 09:50
Indlæg: 2193
Geografisk sted: Ishøj
Hej Mia

Du trænger vist til at komme i gang med livet igen, hvad.
Og du trænger vist i den grad til at få styrket dit selvværd.

Så jeg må sige, at du har fundet det rette sted at søge ligesindede.

STORT VELKOMMEN TIL DIG, MIA!

Sikken en historie, du har med dig.
Ikke at den nødvendigvis er meget anderledes end for mange af os andre, men du har så flot og ærligt beskrevet din proces - dine op og nedture.

Den evne at kunne være så åben er guld værd, tror jeg.

Jeg er sikker på, at du nok skal komme videre - og at du vil ende med at kunne være stolt af dig selv. Stolt over at nå de mål, som du godt KAN opnå, hvis du virkelig vil.

Men ting tager selvfølgelig tid. En operation fjerner ikke trangen til at spise i dit hovede - for det er jo der trangen (tvangen) mest ligger begravet.
Så der er stadig et stort stykke arbejde for dig at gøre - selv om du bliver godkendt til en operation.

Det skal du vide. Operationen ændrer ikke dit sind, men det er en fantastisk stykke værktøj til din krop - som kan hjælpe dig til at nå dine mål, hvis du bruger det rigtigt.

Jeg så, at du måske kommer med til støttemøde hos Pia (Headmaster) d. 14. maj.
Det er et rigtig godt sted at starte - at komme med til et støttemøde.
Jeg glæder mig til at møde dig, hvis du altså kan komme.

Hjerteligt velkommen i klubben ::Ed

Knus
Susanne

_________________
sus.m
Banding opereret i Tönning 24 maj 2006
Bånd fjernet 11 april 2007
BPD opereret i Antwerpen, Belgien 11 sept. 2007 (Luc Lemmens)

Læs min dagbog her
Kommenter min dagbog her
Album




Billede


Top 
 Profil  
 
 Titel:
 Indlæg : lørdag, 03. maj 2008 22:45 
Offline
Sludrechartol
Sludrechartol
Brugeravatar

Tilmeldt: torsdag, 24. april 2008 02:00
Indlæg: 88
Geografisk sted: Herlev
Hej Susanne.

Tusind tak. :-)

Ja, altså må da indrømme at jeg egentlig har fået det bedre på det seneste, og alene tanken om operationen gør det nemmere at overskue. Da jeg skrev indlægget var jeg et lidt mørkt sted indeni og kunne ikke sove pga alle mine tanker omkring operationen.

Nej jeg tror bestemt ikke jeg er alene med min historie....hvilket jeg egentlig har fået bekræftet herinde. Det er en befrielse at vide andre også kæmper med samme problemer. Og har en historie med store vægttab og igen store vægtøgninger.

Min åbenhed er et forsøg på at komme videre. Jeg har løjet meget omkring mine vægtudsving. Haft dårlige undskyldninger.
Nu vil jeg have det frem i lyset, komme ud med det. Må da indrømme det gav et sug i maven da jeg trykkede "udfør". Det er grænseoverskridende for mig, men hvor ville jeg ellers finde folk der kender til altsammen eller bare noget af det?
Overvægt er jo, oplever jeg, et tabuemne. Det er noget folk snakker om bag andres ryg, men sjældent noget folk er komfortable ved at snakke om i det åbne.


Top 
 Profil  
 
 Titel:
 Indlæg : torsdag, 17. juli 2008 22:59 
Offline
Debattør
Debattør
Brugeravatar

Tilmeldt: tirsdag, 11. marts 2008 23:54
Indlæg: 38
Geografisk sted: Århus
Synes det er dejligt at du fortæller så åbent om dit liv. Jeg kan genkende mange træk fra mig selv i det du har været igennem med din vægt. Jeg føler også at operation er min sidste og eneste udvej. Jeg skal igang med mit liv igen,men jeg er for træt og er også for flov til at komme i gang...

Håber du bliver godkendt! Det håber jeg også at jeg bliver :confused1:

_________________
Billede

Dagbog
Kommenter min dagbog her
Album


Top 
 Profil  
 
 Indlæg : lørdag, 19. juli 2008 08:23 
Offline
Orakel
Orakel

Tilmeldt: tirsdag, 15. juli 2008 08:23
Indlæg: 272
Geografisk sted: Søborg
Hej Mia

Jeg kan kun alt for godt følge dig i alle dine tanker og frustrationer - og hele tiden ikke føle sig god nok til verdenen - og så opgiver man alt for let.

Bare sådan en ting som når man så endelig har tabt sig, så føler man ingen kan se det, men så pludselig kommer der en og siger man da har tabt sig - og så ved man bare at man har taget på siden sidst - så får man sådan en ambivalent følelse inden i, som man ikke rigtig kan dele med nogen.

Jeg går så i skole oven i nu, og føler bare ikke man kan gøre det godt nok - er det første barn og barnebarn, så jeg skal bare gøre det GODT :?

Det er ikke altid lige let at få at vide at man er åh i så god, når man hele tiden har et kæmpe rod inden i.

Jeg har også været igennem letigen og diverse piller, og de hjalp da også - men tror aldrig helt hovedet egentlig har været med - men overvægten har bare altid hængt som en skygge over mit liv :(

Kan huske tilbage i 7-8 klasse hvor man skulle lave skuespil, og man skulle måles til kostumer - allerede der var taljen over 86 cm og der ønskede man sig bare ned i et musehul :( Og i dag får man jo at vide at hvis ens talje er mere en 80, så er man usund osv - skræmmende :(

Håber vi klarer det sammen - kan se at vi skal på hamlet samme dag ;)

Qnus

Mie


Top 
 Profil  
 
 Titel:
 Indlæg : søndag, 20. juli 2008 18:50 
Offline
Sludrechartol
Sludrechartol
Brugeravatar

Tilmeldt: tirsdag, 17. juni 2008 12:47
Indlæg: 86
Operationsdato: 2. okt 2008
Jeg har ikke rigtig noget at tilføje, som ikke allerede er skrevet, men jeg vil alligevel bare sige, at jeg har læst det du har skrevet, og det var modigt af dig at dele det!

kram fra kirsebær, samme alder, samme bmi ;)

_________________
02.06.2008: Henvist fra egen læge
GBYB på Eira d. 2. oktober 2008

Billede
Billede


Top 
 Profil  
 
 Titel: Helt enig
 Indlæg : mandag, 21. juli 2008 09:01 
Offline
Orakel
Orakel

Tilmeldt: tirsdag, 15. juli 2008 08:23
Indlæg: 272
Geografisk sted: Søborg
Hej

Jeg kan kun sige - igen - jeg er helt enig med dig :-)

Som jeg skrev i et andet forum, så synes jeg på en vis stadig at det var lidt underligt det med op og det hele - for kunne det mon ikke lykkedes naturligt osv - men som en "ældre og klog kone" så skrev til mig;

Hun sad i præcis samme situation i starten af 20´erne, og håbede hver gang at hun kunne tabe sig og holde det, og alligevel sidder hun i dag som endnu mere overvægtigt og ville ønske hun havde haft muligheden i en ung alder så hun kunne have fået mere ud af livet.

Og helt realistisk, så ved vi jo godt, at det her er sidste udvej - og selv statistikken taler jo imod hos. Folk som skal tabe mere end 30% af deres kropsvægt har kun 5% chance for at have holdt deres vægttab efter 5 år. Og jo længere tid der går og jo mere man skal tabe sig, jo mindre er chancerne.

Bare se alle dem herinde som igen og igen har tabt sig rigtig mange kilo - det er bare SÅ svært at holde igen. Selv ender jeg som regel med at "give op" efter 1 års tid, og så kan jeg simpelthen ikke holde vægten længere. Og man føler sig igen som en fiasko :(

Og det er jo ikke for sjov at videnskabelige undersøgelse i dag siger at operation er den eneste vej frem for svært overvægtige mennesker - medicin af forskellig slags er simpelthen ikke nok - de kan få folk til at tabe sig, men at holde vægten er de ikke egnet til.

Og overvægt har jo vidst sig også at sidde i generne, ved forskellige proteiner, som gør at nogen bare ikke kan holde vægten, selvom de får det samme sunde mad som andre uden proteinet :( Så biologisk er rigtig mange af os også hæmmet bare pga. det :(

_________________
Læs min dagbog her

Kommenter min dagbog her


[url=http://www.TickerFactory.com/weight-loss/wFW6rFi/]
Billede
[/url]


Top 
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
 
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 

Boardindeks » Ung og overvægtig


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 3 gæster

 
 

 
Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
cron
Chart.dk
Danish translation by Olympus DK Team